Museum Quai Branly Paris
På alle måder en bygning lige så fascinerende og unik som dens indhold
For franske præsidenter er det blevet en tradition at efterlade et dristigt udsagn, både arkitektonisk og kulturelt, som en varig arv fra deres tid i embedet – og flere af dem har fulgt eksemplet fra Georges Pompidou, som startede traditionen med Centre Pompidou. Et multifunktionelt sted beliggende i hjertet af Paris, det er et tidligt mesterværk af Richard Rodgers og Renzo Piano. Bygningen rummer blandt andet Europas største samling af moderne kunst. To lignende udsagn er Musée d’Orsay, en tidligere togstation som, under præsident Giscard d’Estaing, blev omdannet af Gae Aulenti, og ombygningen af Grand Louvre, på foranledning af præsident François Mitterrand, med sin glaspyramide og indgangshal designet af I.M. Pei.
Derfor er det ingen overraskelse, at præsident Jacques Chirac ønskede at efterlade sit eget ikoniske præg i den franske hovedstad. Præsident Chirac’s livslange interesse for de såkaldte ‘Arts Premiers’ og hans betydelige viden om udenlandske, og især orientalske kulturer, lagde grundlaget for et ambitiøst projekt. Det skulle bestå i at skabe et unikt miljø, hvor den enestående mangfoldighed og kvalitet af 300.000 artefakter skabt af gamle kulturer i Afrika, Amerika, Asien og Oceanien kunne vises frem på bedst mulige vis. For Jacques Chirac handlede det om …“at fremhæve, i kontrast til den kedelige og truende dominans af ensartethed, den uudtømmelige mangfoldighed af kulturer og kunst”.
Logisk set skulle kunsten huses i et museum, der på sin egen måde kunne indvarsle en sådan radikal modpol til ensartethed. Selv den mindste reference til klichéerne inden for moderne arkitektur skulle undgås: bygningen skulle i sig selv legemliggøre sit unikt originale indhold.
Som arkitekten Jean Nouvel opsummerer det, “En enestående arkitektur for enestående objekter” var svaret på denne udfordring. Ateliers Jean Nouvel, hans arkitektfirma, blev sat til at designe det nye museum. Selv modtager af Pritzker Prize – bredt betragtet som arkitekternes Nobelpris – står Jean Nouvel i spidsen for en af de få ægte globale spillere blandt franske designvirksomheder, med kontorer i Paris og Shanghai og et multikulturelt personale på 130. Berømt for deres eksperimenterende tilgang til arkitektur har Ateliers Jean Nouvel bygget enestående bygninger over hele verden, fra Sydkorea til det amerikanske Midtvesten og fra Danmark til Abu Dhabi.
Musée du Quai Branly – omdøbt til Musée du Quai Branly-Jacques Chirac i 2016 for at hædre sin initiativtager – er bestemt ingen undtagelse, hvilket fik New York Times til at beskrive det som …“trodsigt, mystisk og vildt excentrisk”. Bygget på pæle på Seinen’s venstre bred, ved siden af Eiffeltårnet, minder museet om en lang gangbro, som uventet vender mod floden i stedet for at spænde over den. Dets konvekse facadekassetter kombinerer skrånende glasruder på det øvre niveau med 29 kassesystemer uden vinduer i forskellige størrelser, der stikker ud langs hele den midterste sektion. Det rod de skaber, står i så stærk kontrast til bygningens glatte bue, at de ved første øjekast næsten ligner en forundrende eftertanke.
Mere end nogen anden element er disse bokse den visuelle signatur af museet. Ingen to bokse er ens, da de varierer både i dimensioner og farve: Trespa® Meteon® facadekassetter – i en række af solide farver fra taupe til okker gennem forskellige røde og brune toner – viste sig som perfekt egnet til formålet. På trods af at de har været udsat for vejret og bymiljøet siden 2006, ser panelerne stadig lige så pletfri og levende ud som den dag, de blev installeret.
Disse udragende, flerfarvede, renskårne bokse er alt andet end simple udsmykninger. Som en meget original tilgang til det klassiske princip om at ‘formen følger funktionen’, opfylder de et dobbelt formål helt deres eget. De er ikke kun en arkitektonisk metafor for den betagende mangfoldighed af kulturer, der er udstillet inde i museet. Boksene tilbyder også en bred vifte af mere intime udstillingsområder, som er ideelle til at fremvise bestemte artefakter og samlinger. På den måde komplementerer de ideelt museets åbne rumkoncept som helhed: de vigtigste udstillingsområder er nemlig designet til bevidst at undgå grænser – og fordybe besøgende straks i den ekstraordinære forskelligartethed af den kunst, der er udstillet.
DA/DK
